Tredje og sidste del i serien er som de første en usædvanlig god og insisterende roman og et stærkt portræt af en utilpasset og vred kvinde, hvis brutale og mørke skæbne oprulles stykkevist og delt. Man kan undre sig over, hvordan Janakippo trods alt har kunnet holde nogenlunde sammen på sig selv, men måske sproget er forklaringen. Janakippo er så forbandet vred, hvilket kommer til udtryk i sprog og skrivestil, som også i denne roman er næsten messende med alternative staveformer, ingen kommaer og ingen egennavne med stort. Kombinationen af stof og skrivestil er overrumplende stilsikker og velfungerende og en af romanens store kvaliteter