Der er en vemodig og søgende tone i Norwegian wood om Toru Watanabe, ung studerende i i sluttressernes Tokyo. Han flytter fra landet til storbyen og søger at finde sig til rette både rent bogstaveligt og i livet. Han befinder sig i evige trekanter, han står mellem vennen og dennes kæreste Naoko, og da vennen begår selvmord starter han et forhold til Naoko. I Tokyo gentager mønstret sig, da han lærer den arrogante Nagasawa og hans kæreste at kende, her er det ikke vennen men kæresten der begår selvmord. Befriende for både læser og Watanabe er mødet med pigen Midori, som er den mest helstøbte figur i bogen. Men nu er Watanabe splittet mellem hende og Naoko, der er blevet psykisk syg, også hun ender med at begå selvmord. Det er en udfordrende roman som både irriterer og fænger. Watanabe er både rodløs og umådelig selvoptaget, bortset fra Naoko og Midori er kvinder noget man bruger til at tilfredsstille ens lyster for derefter at kassere dem. Bogen fænger også fordi den står mellem to kulturer, og grundlæggende handler om en ung mands eksistentielle og navlebeskuende krise. Bogen er velskrevet, og der er er også morsomme episoder ind i mellem. Murakami har mange læsere, først og fremmest med Trækopfuglens krønike fra 2001 og Sputnik min elskede fra 2004