Især Hvis dette er et menneske og Tøbruddet har givet Primo Levi mange læsere gennem hans indtrængende beskrivelser af sine oplevelser i Auschwitz og tiden efter krigen. I De druknede og defrelste forsøger forfatteren at forstå, hvilke mekanismer som skabte og skaber kz-lejre. I otte kapitler beskriver han forskellige facetter af kz-helvedet og sætter dem ind i en større filosofisksammenhæng. Gennem sammenligninger med anden litteratur og hans egne beskrivelser i de nævnte bøger uddrager han forslag til lovmæssigheder. Hvordan er erindringen om krænkelsen ved at havegennemgået de uhyrlige oplevelser? Hvordan opleves skammen? Kunne fangerne have flygtet eller lavet opstande? Hans ikke fordømmende synsvinkel ses fremragende i et kapitel om nødvendig og ikkenødvendig vold set ud fra magtens side. Et kapitel er helliget breve fra tyskere som svar på hans udgivelser i Tyskland. Bogen er en appel om, at gentagelser undgås, men i konklusionen tvivler hanselv på dette håb. De druknedeog de frelste er mere essay-agtig end hans omtalte selvbiografier, og læserskaren vil derfor ikke blive så stor. Til gengæld vil adskillige af hans tidligere læsereblive glade for denne uddybning af væsentlige problemstillinger