En smuk og velskrevet fortælling om en ensom piges opvækst og maden, hun er vokset op med. Da hun selv bliver mor, står det pludselig klart for hende, hvilket forhold til mad hun har. Det er en vemodig bog, som har noget sorg i sig, men også fine øjeblikke, især hos mormoren og morfaren. Fortællingen er fuld af duft og smag, og man kan næsten smage mormorens risbudding. Sproget er skarpt med mange sansninger, fx “Jeg elskede at lave grøden og øse den op i hendes lille skål, quinoafrøene som tusindvis af små c’er ved siden af hinanden"