"Orkidé-tyven" (2002)
Da aviserne skulle anmelde Adaptation (2001) var det ikke instruktøren Spike Jonze, der løb med opmærksomheden. Det gjorde derimod filmens manuskriptforfatter Charlie Kaufman, som er kendt for sine atypiske manuskripter, der ikke lader sig begrænse af naturlove om tid, rum og kroppens placering i disse. I forbindelse med "Orkidé-tyven" var opmærksomheden omkring Charlie Kaufman endnu større end sædvanligt, fordi han denne gang står som både manuskriptforfatter, optræder som en fiktiv karakter i filmen og har noteret sin fiktive bror Donald Kaufman som medforfatter på filmen.

I "Orkidé-tyven" kæmper Charlie Kaufman med at få omskrevet Susan Orleans plotløse (selv)biografiske, dokumentariske skildring "The Orchid Thief" (1998) til et filmmanus. Charlie kæmper samtidig med lavt selvværd og præstationsangst, og i sin tvangsprægede arbejdsgang får han en skriveblokade. Charlie har sin enæggede tvillingebror, Donald, boende hos sig, og da Donald begynder at arbejde på sit eget manuskript og tilsyneladende har stor succes med det, er det kun til yderligere frustration for Charlie.
Bogen "The Orchid Thief", som Charlie skal skrive om, handler om forfatteren Susan Orleans møde med plante- og orkidetyven John Laroche, og vi ser deres forhold udvikle sig sideløbende med fortællingen om Charlie og Donald. Både Charlie Kaufman, Susan Orlean og John Laroche er virkelige personer, men bliver i filmen spillet af Nicolas Cage, Meryl Streep og Chris Cooper, og det kan derfor være svært at adskille filmens fiktive elementer fra de virkelige. Filmen opløser i det hele taget grænser. Det sker f.eks. da den pæne pige bliver til en utro, stofmisbrugende dræber, da kunstfilmen bliver til en mainstream actionfilm, da Charlie forenes med sin bror, da bogen bliver til film og i sidste ende, da orkideen bliver til mennesker.
Prøv om du kan finde hoved og hale i denne fantastiske metafilm om orkideer, mennesker og fortællinger. Du kan finde Orkidetyven sammen med flere af Charlie Kaufmans film nedenfor. Læg f.eks. mærke til forfatterens seneste film ”New York iscenesat” (2008) og den populære ”Eternal sunshine of the sportless mind” (2004), hvor Joel får slettet sin hukommelse for at slippe for de ubehagelige konsekvenser af et opløst parforhold. Susan Orleans "The Orchid Thief" kan du låne på Statsbiblioteket.